Marskdannelsen

Tidevandet fører slik, der består af sand og organisk materiale, med sig ind til de lavlandede områder, vaderne, som oversvømmes af og til. Mange steder i Vadehavet findes flak: sandflader, der oversvømmes ved højvande, hvor bl.a. sæler opholder sig. På de mere tørre områder, hvor planter har kunnet slå rod, står vandet så stille, at materialer, der bliver ført med vandet, kan synke til bunds.

Jo flere planter, der vokser i et område, jo mere materiale bliver bundfældet, og dermed vokser landet, og der dannes marsk. Ved Rømø vokser landet med op til en decimeter om året, så det er store mængder af sand og organisk materiale, der kan føres med tidevandet.

Nogle steder graves grøfter i kanten af specielle slikgårde, der er hegnet ind med risknipper, så vandet nemmere løber af vaden, og slik kan bundfældes. Landet vokser dermed hurtigere. Denne teknik kaldes grøbling og man kan nogle steder tydeligt se, at det nydannede land er ruflet som et vaskebrædt, eftersom de gamle grøfter, ikke vokser så hurtigt som de omgivende "marker".

Når marsken er så høj, at den ikke længere oversvømmes, vokser den ikke mere. Hvis man laver et spadestik i marskjorden, kan man tydeligt se, hvor sandbunden når til, og hvor meget tilført materiale, der er lagt ovenpå gennem årene. Det tilførte materiale, klægen, er nemlig helt mørk, i modsætning til den lyse sandbund.

Du er her: Marskdannelsen